AarhusAnsigtet ’11 afsløret

Onsdag d. 22. juni kl. 17.30 kunne Laboratoriet v. Entré Scenen afsløre AarhusAnsigtet ’11.

Et foto af ansigtet blev overrakt til borgmester Nicolai Wammen, der karakteriserede ansigtet som ‘ungt og med nysgerrige øjne‘, ved en uformel ceremoni på Aarhus Rådhus. Efterfølgende blev ansigtet præsenteret for offentligheden på storskærm ved Bispetorv, samt på www.stiften.dk og www.aarhusansigtet.dk.

AarhusAnsigtet '11

AarhusAnsigtet '11 - skabt af Laboratoriet v. Entré Scenen

En del af UTOPIA

Omkring 2000 aarhusianere har i perioden 10.-22. juni doneret deres portræt til AarhusAnsigtet-projektet. Det er sket ved, at de har indsendt fotos på email og MMS, har uploadet via webcam på www.aarhusansigtet.dk eller er blevet stoppet af Laboratoriets fotografer i Aarhus midtby. Den generelle stemning har været, at mange har fundet projektet sjovt og spændende, og har følt at de blev en del af et større moment – en fælles DNA.

AarhusAnsigtet er en del af Laboratoriets ‘Utopia’-eksperimenter, og udgangspunktet var at skabe et scenekunstnerisk værk, der inddrog hele byens befolkning. Selvom det i denne omgang ‘kun’ var omkring 0,8% af byens befolkning, der blev en del af ansigtet, har blandt andet den massive eksponering og omtalte af projektet gjort, at mange af Aarhus’ indbyggere opdagede og tog stilling til eksperimentet. Læs bl.a. Århus Stiftstidendes omtale af AarhusAnsigtet her, her og her og oplev Isabelle Reynaud fra Laboratoriet fortælle om AarhusAnsigtet i TV2 Østjylland her.

Fortsætter til 2017

Selvom AarhusAnsigtet ’11 nu er afsløret, stopper projektet ikke her. Laboratoriet har indgået et samarbejde med Aarhus Kandidat til Europæisk Kulturhovedstad 2017, der ønsker at føre projektet videre frem til 2017. Det betyder, at der hvert år vil blive afsløret et nyt AarhusAnsigt, med de portrætter, der er blevet indsendt i løbet af året. Om ansigtet bliver yngre, ældre, lysere, mørkere eller får briller, må tiden vise.

Se en video omkring processen og afsløring af AarhusAnsigtet ’11 herunder.




Foto og redigering: Deborah Vlaeymans og Jakob Edut
Grafik: Rikke Gormsen
Musik: Deborah Vlaeymans

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *