Fart over feltet på Entré Scenen
Produktionshus med to scener frem til december
Den 1. juli 2011 overtog Entré Scenen driften af dansescenen på Brobjergskolen. Det betyder, at vi i efteråret 2011 driver scenen samtidig med vores planlagte forestillinger i Grønnegade. Fra december flytter vi al aktivitet til dansescenen på Brobjergskolen, der i det nye år åbner under nyt navn.
– Det at køre to scener samtidig, er naturligvis en udfordring, men det giver os muligheden for at lave en glidende overgang, hvor vi kan flytte på en ordentlig måde, få vores publikum med og samtidig vedligeholde de aftaler, der er blevet indgået for længe siden for begge scener. Vi kommer til at præsentere dans på Brobjergskolen og performance på Entré Scenen, siger Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder på Entré Scenen og dansescenen på Brobjergskolen.
Nyt program på gaden
Overgangen til to scener afspejles også af Entré Scenens kommende program, der præsenterer forestillinger for både scenen i Grønnegade og dansescenen på Brobjergskolen. En proces, der skal hjælpe med at skabe sammenhæng mellem de to scener i aarhusianernes bevidsthed. Da programmet for det næste halve år stadig er under udarbejdelse, præsenterer Entré Scenen i første omgang et trykt program, der gælder for august-september. Primo oktober udkommer programmet for oktober – december. Læs mere om forestillingerne på Entré Scenen og dansescenen på Brobjergskolen på www.entrescenen.dk.
Navn og logo afsløres i september
Som en del af processen med at overtage dansescenen på Brobjergskolen skifter Entré Scenen navn. I samarbejde med reklamebureuet AarhusKontoret, har vi henover sommeren arbejdet os frem mod et nyt navn og logo, der for fremtiden skal præge dansescenen i Aarhus. Navn og logo afsløres under det internationale danse-netværksmøde Kedja i Aarhus 19.-22. september. Selvom dansescenen på Brobjergskolen ikke står stille på noget tidspunkt, markerer vi selvfølgelig overtagelsen af den nye scene ved et brag af en gallaåbning i februar 2012. Mere information om åbningen følger senere.
Flot støtte til internationalt projekt
Entré Scenens lange række at internationale samarbejder kommer til at fortsætte uagtet vores flytning til
Brobjergskolen. Ovenikøbet bliver der i efteråret 2011 og foråret 2012 skruet endnu mere op for de
internationale aktiviteter.
I foråret modtog det europæiske scenekunstnetværk Development of New Art (DNA) €200.000 fra EU til det
kommende projekt DNA continuum. Entré Scenen glæder sig til at arbejde videre med DNA-netværket hen over
de næste to år. Bl.a. på Junge Hunde Festivalen 2012, hvor DNA vil få sin egen sektion, ligesom to grupper af
professionelle scenekunstnere henover de næste to år får mulighed for at indgå i 14-dages DNA-residencies
på Entré Scenen/dansescenen på Brobjergskolen.
Yderligere information: Kontakt PR medarbejder Jakob Edut, tlf. 40 81 41 61.