• Chuck morris (de) Souvereines

    09 Nov - 11 Nov
    souvereines (hjemmeside)

Information

Souvereines 09 Nov - 11 Nov kl. 20.00 120kr/70kr/40kr + gebyr Køb billet

Om Souvereines

Performancegruppen Chuck Morris, der er hjemmehørende i Berlin, og har århusianske Cecilie Schmidt som en betydningsfuld drivkraft, indbyder til audiens.

En royal-blå åbenbaring for masserne: Den Kommende Dronning Chuck Morris skænker for første gang folket en audiens. Hendes Excellence danser sine hverdagskoreografier. De samlede attributer stråler, kvindespækket sitrer, dobbeltkroppe triumferer. Hvem hører til og hvem tilhører Chuck Morris?

Foto: © Gerhard F. Ludwig

Offentlig audiens hos Chuck Morris: souvereines

Hvad forbinder samtidens massemediale iscenesættelser af popstjerner med fortidens politiske iscenesættelser af dronninger? Hvordan kan vi begribe suverænens dobbelte krop, der på én gang er en ‘naturlig’ krop og en ‘politisk’ krop. Kan vi se paralleller i samtiden – og hvis ja, hvordan er magtattributterne så formet idag?

Århundreder efter de europæiske hoffers teatrale storhedstid er Chuck Morris blevet kronet til kommende dronning. Forventningerne er store, de forestående opgaver gevaldige. Folket samler sig om denne nye lysbærer: hvem hører til og hvem tilhører Chuck Morris? For første gang bydes der til audiens med Den Kommende Dronning. En royal-blå åbenbaring for masserne: attributterne stråler. Kvindespækket sitrer. Alle iagttager, hvordan Hendes Excellence sover, hvordan hendes blik føres, hvordan hun lytter, danser og tænker.

Den schweizisk-danske duo Chuck Morris har med performancen souvereines en international tourné bag sig med audienser i bl.a. Berlin, Zürich og Wien. Nu besøger Chuck Morris for første gang Danmark, en stat med monarki.

Performancen souvereines – i København afholdt på Warehouse9 i Århus på Bora Bora – starter med en foyervelkomst i slægtsgalleriet, hvorefter hendes majestæt i audiens kan ses, høres og beundres i en iscenesættelse med imponerende attributter og snedige strategier. Formforlægget for Chuck Morris’ iscenesættelse er audiensen som offentligt mødeformat mellem tilskuere og optrædende. souvereines er en performance med en hypersensibel akkustik, der forstørrer og tydeliggør teaterrummets uskrevne regler og forskrifter, når vi klapper, bukker, tysser og tier. Chuck Morris er en figur med to kroppe: således opstår en duet mellem den naturlig-private og den politisk-repræsentative krop, når de afslappede performere defilerer nonchelant gennem tidernes stiliserede magtiscenesættelser af dronninger, divaer og diplomatricer.

Som ceremoniel ramme forud for audiensen genoptages portrætmaleriet som kunstart. Ved hvert statsbesøg bliver Chuck Morris portrætteret i helfigur. Hendes Majestæt bliver foreviget og skriver sig selv ind i Historien – portrættet er denne dronning og dronningen er dette portræt. Portrætmaleriet finder sted som performancen souvereines éternelles #6 på galleriet ME Contemporary i Nordhavnen, hvor en lokal hofmaler vil forevige Chuck Morris i olie på lærred.

Kunstproduktion som magttilegnelse: souvereines éternelles #6

Ved hvert statsbesøg lader den kommende dronning Chuck Morris sig med formatet souvereines éternelles portrættere af en lokal hofmaler i et lokalt kunstrum med vindue ud til offentligheden. Portrætmaleriet tages op som en performativ magtiscenesættelse og Chuck Morris befinder sig sammen med en udvalgt hofmaler i et galleri i 7 timer. Glorificering, magtattributter og det direkte bliks ambivalens forhandles mellem forbipassrende, kunstner og kunstbestiller. Suverænen producerer sig selv som en altid-allerede synlig magthaverske. Portrættet er dronningen og dronningen er portrættet: maleriet genvinder rollen som historieskrivende agent med transformatoriske kræfter. Med udstillingen af selve portrætmaleriet som produktion, bliver kunstrummet også et tydeligt centrum for distribution af magtmonopoler.

Den kommende dronnings tilstedeværelse i hver besøgt metropol tilhører nu – ligesom Louis XIVs indtog i Paris 1661 og His Royal Highness Prince of Wales’ besøg i Kaphurthala 1822 – de ikonografiske billeder, der skriver Historie. Således samler hun et slægtsgalleri af portrætter og skriver sin egen historie gennem royal-blå repræsentationer.

Hvem er Chuck Morris?

Chuck Morris har siden efteråret 2009 tjent som fiktiv biografi – et mandenavn hvorunder to kvinder gemmer den fælles identitet som kunstnerduo. Chuck Morris er en karakter til forhandling og fungerer som label for performances og eksperimenter af schweiziske Lucie Tuma og danske Cecilie Ullerup Schmidt, hvis første samarbejde var Syvfryd (bl.a. Junge Hunde Festival 2008). Forestillingen souvereines havde premiere i rammen af Freischwimmerfestival 2011 på Sophiensæle i Berlin. Forestillingen turnerede derefter videre til Hamborg, Wien, Zürich og Düsseldorf. Efter danmarkspremieren på Warehouse9, giver Chuck Morris tre videre audienser i Århus på Bora Bora, tidl. Entré Scenen.


sedmikrasky/ siebenschoenchen/ syvfryd, Chuck Morris 2008

Cecilie Ullerup Schmidt(1982)

Bor og arbejder i Berlin og København. Hvad Lucie finder bemærkelsesværdigt hos Cecilie, er hendes karierre som akrobat og hendes sans for præcise sprogspil. Cecilie er cand.mag i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur. I 2007-2008 var hun gæstestuderende på Institut for Anvendt Teatervidenskab i Giessen. Cecilie kuraterede festivalen “X-Schulen” på HAU Berlin og symposiet “who’s there?”på KUA, Warehouse9 & Republique i København og skifter i det hele tager mellem rollerne dramatiker, iscenesætter, performer og kurator.

 Et udvalg af Cecilies seneste arbejder:

2011: End(less) Theatre, Performanceinstallation på den Frie Udstillingsbygning under festivalen Merging Grounds

2010: Rusland tekst og iscenesættelse. NYAVENY_ og Entré Scenen (efterår 2009). International premiere på Plateaux Festival (april 2010), Mousonturm Ffm.

Anarchiv #2: second hand danser og ko-koreograf i samarbejde deufert+plischke / vist & vises på Kaaitheater Bruxelles, Kampnagel Hamborg, Sophiensæle Berlin, PACT Zollverein Essen.

2009: Imitiation of Life dramaturgi for Boris Nikitin /Kaserne Basel, HAU3 Berlin.

2008: siebenschoenchen (se nedenfor hos Lucie)

Comeback af Monster Truck, performer og mediscenesætter / bl.a. Plateaux Mousonturm

Lucie Tuma (1977)

bor og arbejder i Zürich. Hvad Cecilie finder bemærkelsesværdigt ved Lucie, er hendes karriere som rapper i Prag og hendes sans for minimale bevægelser. I sommeren 2010 afslutter Lucie sit studie på Anvendt Teatervidenskab i Giessen (specialiseret i på koreografi og performance). Tidligere har Lucie studeret på European Film College i Ebeltoft og på DAMU, Teaterskole i Prag. I 2009 var Lucie optaget på ex.erce, Mathilde Monniers eksperimenterende skole for moderne dans, Centre National de Choréographie in Montpellier.

Et udvalg af Lucies seneste arbejder:

2010: copy paste Lecture-Solo om kopiering af bevægelse / vist under „Pilot“, Kaserne Basel

friendly curating one-one durational Performance per Skype med inviterede gæster / Atelierhaus Frankfurt,lange Nacht der Museen, 24. April 2010

(AT) Performer/danser hos JungYun Bae, premiere juni 2010/Mousonturm FFM.

2009: Debut: ich verspreche ein Konzert zu geben. Solo für JungYun Bae Iscenesættelse og koreografi / LAB Frankfurt, Frankfurt a.M.

Claroscuro Dramaturgi for Paula Rosolen/ Mousonturm Frankfurt a.M.

2008: siebenschoenchen af og med Lucie Tuma & Cecilie Ullerup Schmidt / vist på ATW Giessen, PerfectPerformance, Kulturhuset Stockholm, Junge Hunde Festival, Entré Scenen Århus, Kaleidoskop K1/2 København, z.B. Performance: Forschung und/als Praxis, Symposium der Dramaturgie HMT, Leipzig, Recherchen 09: Handeln, Mousonturm Frankfurt a.M.

Anarchiv # 1: I am not a Zombie samarbejde med deufert+plischke / vist på Kampnagel

Hamborg, Sophiensaele Berlin, Tanzquartier Wien, Lofft Leipzig